Det siger tidligere og nuværende borgere om Pomonahuset

Vi indhenter systematisk evalueringer fra tidligere borgere det første år efter udflytning, og vi bruger deres oplevelser til at forbedre indsatsen i Pomonahuset.

Hvordan var det at flytte ind i Pomonahuset?

”Jeg vidste ikke, hvad jeg gik ind til, da jeg fik pladsen i Pomonahuset. Det var uvant for mig bo et sted, hvor jeg skulle bruge min egen drivkraft i behandlingen og ikke fik ting trukket ned over hovedet.”

”Det er mega hårdt at bo her, for man siger ja til en intens og krævende behandling. Det kræver rigtig mange kræfter. Og det kræver, at man går med og tager imod støtten. 
Det kræver, at man tør. Og det kan være skræmmende, at man skal tage medansvar og give sig selv lov til at gå forrest i sin behandling.”

”Man skal vide, når man flytter ind, at personalet støtter alt det, de kan. Men man skal selv gå det sidste stykke af vejen. Det er et krav og noget, man siger ja til, når man flytter ind.”

Hvordan var den første tid i Pomonahuset? 

”Det har hjulpet mig rigtig meget, at personalet tog ansvaret til at starte med, fordi det kunne jeg ikke selv. Efterhånden har jeg forstået, at Pomonahuset mener det alvorligt, når de siger, man skal tage ansvar for sin egen behandling. At give mig ansvaret kom i bidder, og det har gjort, at jeg har kunnet magte det og selv har kunnet påtage mig det senere hen.”

”Der er en helt tydelig forventningsafstemning, når man flytter ind. Der forventes samarbejde, der forventes, at man går med behandlingen, og at man siger ja til at indgå i husets struktur og behandlingsmodel.” 

Hvad har ændret sig, siden du flyttede ind i Pomonahuset?

”Alle mål og indsatser er taget i små skridt, så jeg hele tiden kunne følge med. 
Jeg synes ikke mine spiseforstyrrede tanker er blevet mindre, men nu kan jeg også tænke rationelt og se mig selv lidt udefra og se nuancerne i mig og min sygdom. Jeg kan gå imod spiseforstyrrelsen nu og give den modspil.” 

”Da jeg var allermest syg, havde jeg ikke lyst til andet end min sygdom, men nu kan jeg mærke lyst til ting, der også kan skabe motivation. Jeg kan nu finde frirum og pauser fra min sygdom.”

Hvordan er det at bo sammen med andre med spiseforstyrrelse?

”Når man flytter ind, er det vigtigt at vide, at man skal holde øje med sin egen vej og sin egen behandling. Man kan godt komme til at påvirke hinanden negativt, og det er så vigtigt at vide, at alle gør det i deres eget tempo. Man kan både møde nogle, der er længere end én selv, og nogle, der har det rigtig skidt.
Det er vigtigt at huske, at alles behandling og forløb er forskellig, selvom det kan være svært, når man bor i samme hus.” 

Er der et stort fokus på din vægt?

”Pomonahuset handler ikke om, hvad man vejer. Man får behandling for at få det bedre og komme videre i sit liv. Selvom man vægtøger, bliver man taget lige så alvorligt, som når man er lavvægtig. Det handler om ens tanker, ikke om ens vægt.” 

Hvordan har medarbejderne i Pomonahuset hjulpet dig?

”Da jeg kom i Pomonahuset, havde jeg brug for enormt meget omsorg. Hvis jeg var ked af det eller gik i affekt, satte folk sig ned til mig og satte sig i mit sted. Jeg blev mødt præcis dér, hvor jeg var, og jeg fik lov til at reagere. Jeg oplevede for første gang, at mine følelser blev mødt, og at der var nogle sammen med mig i de allersværeste situationer. 
Det betyder alverden, at man ikke er alene i de svære situationer. Det har været det allervigtigste for mig, at jeg er blevet lyttet til og har haft mulighed for at dele det svære med nogen.”

Hvad vil du fortælle dit fremtidige jeg?

”Hvis jeg kunne rejse tilbage til tiden inden Pomonahuset, ville jeg sige til mig selv: 
Det her bliver de sværeste år i dit liv, og du kan ikke forestille dig, hvor hårdt det bliver. Men det kommer til at give pote. Du er ikke rask endnu, men du lærer at sige nej til din spiseforstyrrelse, fordi du kan finde mening i andre ting.”

Har du håb eller ønsker, som er realistiske nu, og ikke var det før Pomonahuset?

”Jeg kan faktisk fornemme, at der er en fremtid til mig. Engang fik jeg at vide, at jeg ville dø af min spiseforstyrrelse, og det blev både jeg og min familie forberedt på. 
Et mål for mig dengang var at blive så tynd som muligt, koste hvad det ville. Men nu øjner jeg en fremtid, hvor jeg faktisk kan have et liv med ting, der gør mig glad, og som jeg har lyst til at være en del af.” 

”Mange af os kommer fra traumatiserende forløb med tvang og ekstreme forløb og et liv, hvor grundtanken har været: Det her er mit liv og det eneste, der fylder. 
Men efter Pomonahuset tør jeg drømme om en fremtid, og jeg kan se noget andet end et liv kun med spiseforstyrrelse. Den fremtid virker stadig uoverskuelig og skræmmende – men den er der, og det var den ikke før.”