Hverdagen på Egely
Hverdagen på Egely er organiseret efter en synlig ugestruktur.
Som udgangspunkt deltager alle unge på Egely i undervisningen i vores interne skole og værksteder. Der er skole og værksteder alle hverdage fra kl. kl. 8.30-14.30. Her bliver de unge blandt andet undervist i fag som dansk, matematik og engelsk og har moduler i vores værksted, i håndværk og design og i idræt.
Du kan læse mere om skolen og værkstederne på Egely her
Aktiviteter
Uden for skoletid og i weekender har vi et bredt tilbud af aktiviteter, der giver de unge mulighed for socialt samvær, kreativ udfoldelse og afslapning. Det kan fx være:
- Fysiske aktiviteter: De unge kan spille bordtennis, pool, bruge vores motionsrum eller udendørs træningsredskaber. Hallen, græsarealet og boldbanerne giver mulighed for volleyball, fodbold og basketball
- Kreative og underholdende aktiviteter: Vi har en aktivitetskiosk, hvor de unge kan vælge brætspil, perler, maling og lignende, som de kan bruge på fællesarealerne
- Gaming: I vores gamer-rum spiller de unge forskellige spil, vi har VR-briller med samarbejdsspil og dansespil og PlayStation
- Musik: I musiklokalet kan de unge producere og indspille musik
- Wellness: Der er adgang til en wellnessvogn med ansigtsmasker, fodmasker og andre afslappende aktiviteter
- Sanserum: Vi har et særligt rum til afslapning med fokus på sansestimulering, musik og et hyggeligt miljø
- Film og TV: Der er mulighed for at se TV, streaming eller DVD i fællesstuen eller på eget værelse.
Aktiviteterne foregår enten i fællesskab i afdelingen eller på eget værelse.
Botræning
De unge på Egely har praktiske opgaver, som en del af deres skoletilbud. Hver uge har de en botræningsdag, hvor de vasker tøj, laver mad og gør rent på deres værelser.
De praktiske opgaver skal hjælpe de unge med at lære basale færdigheder, så de kan klare sig i egen lejlighed. Samtidig styrker det deres ansvarsfølelse og selvstændighed, så de bliver bedre forberedt på livet uden for Egely.
Aktivitetsudvalg
Egely har et aktivitetsudvalg, hvor de unge har mulighed for at deltage, hvis de har ideer til aktivitetstilbuddet på Egely. Her kan de unge også byde aktivt ind på planlægningen og udførelsen, når der skal ske noget særligt.