Skip til primært indhold

Hverdagen på Kingstrup

Hverdagen på Kingstrup er individuelt tilrettelagt alt efter den enkelte borgers behov for støtte og hjælp, og hvilke aftaler der er vedrørende borgerens tilbud.

Som udgangspunkt lever borgerne på Kingstrup hverdagslivet i eget hjem og egen bolig, hvor medarbejdere og borgere er sammen om hverdagens gøremål og aktiviteter.

Vi gør brug af vores dejlige udendørsarealer med kaffe på terrasserne, gåture i det grønne og fælles grill-aftener i sommerhalvåret. Eller vi mødes uformelt i stuen til et slag billard, en fodboldkamp i TV’et eller et spil kort i køkkenet.

Vi holder borgermøder og individuelle samtaler løbende om, hvordan den enkelte oplever samarbejdet og tilbuddet her hos os.

Mange af borgerne på Kingstrup kommer i vores aktivitets- og samværstilbud, Smilehullet. Borgere der ikke er i Smilehullet har samværsaktiviteter med personale i og omkring deres egen bolig.

Her kan du læse mere om Smilehullet og de mange aktiviteter, der foregår der.

Vi fejrer højtider og traditioner sammen

Vi er sammen om at følge og fejre årets gang – vi pynter op, bager og fejrer julen. Vi inviterer pårørende til julehygge, og vi holder julefrokost og fejrer nytår.

I sommerhalvåret bruger vi tid sammen i haven og på terrasserne. Vi planlægger sommeraktiviteter, som alle kan tage del i, når ferieugerne er på sit højeste.

Kerneværdierne på Kingstrup

Socialområdet i Region Syddanmark har en række kerneværdier, der blandt andet er med til at styrke samarbejdet med og omkring borgerne og sætter retning for vores arbejde. Med kerneværdierne har vi fokus på at skabe mest mulig livskvalitet for borgerne.

På Kingstrup har vi i samarbejde med borgerne udvalgt to kerneværdier, som vi har særligt fokus på. Det er kerneværdierne ”Jeg har et indholdsrigt liv” og ”Jeg er tryg”.

Kerneværdierne kommer til udtryk mange steder i vores hverdag og i vores samarbejde med borgerne. Sammen med borgerne har vi fx koblet vores aktiviteter og arrangementer omkring klima, medborgerskab, traditioner og højtider sammen med kerneværdierne. 

Borgerne ønsker at skabe mening og fællesskab gennem aktiviteter, der giver dem værdi i hverdagen – både sammen og i lokalsamfundet. Samtidig ønsker borgerne at bidrage til de helt store visioner, som kan være med til at gøre verden til et godt sted at leve.

Fællesrum
Motionsrum
Terasse
Bålstef

Kontakt Kingstrup

Kingstrup

Fredehjemsvej 2, 5591 Gelsted


99 44 27 00
APPFWU02V