Job på Egely
Egely er ikke bare en arbejdsplads – det er et sted, hvor du som medarbejder får mulighed for at gøre en reel forskel i unges liv. Unge, som er i sårbare og svære livssituationer.
Som medarbejder på Egely arbejder du med unge, der har brug for støtte til at finde en god vej i livet. Du bliver en stabil voksen i de unges liv og kommer til at samarbejde med kolleger og eksterne samarbejdspartnere for at sikre de bedste rammer for de unges udvikling.
Vi tager hånd om din udvikling
Vi lægger vægt på, at du som ny medarbejder får en god start på Egely.
Når du starter på Egely, får du en grundig introduktion til afdelingen og de unge, så du bliver klædt godt på til arbejdet – og både du og de unge føler sig trygge i den nye relation. Under din introduktion bliver du blandt andet introduceret til hverdagen på afdelingen, vores kerneopgave, arbejdsmiljøområdet og det sundhedsfaglige arbejde.
På Egely er der fokus på din faglige og personlige udvikling. Vi prioriterer efteruddannelse, supervision og et sundt arbejdsmiljø, så du kan yde dit bedste. Du bliver en del af en arbejdsplads, der værdsætter samarbejde, respekt og engagement.
For at sikre, at vi har et fælles fagligt fundament på Egely, kommer du i løbet af de første to år af din ansættelse igennem vores skræddersyede grunduddannelse.
Grunduddannelsen har fokus på Low Arousal og konflikthåndtering og understøtter arbejdet med den komplekse borgersammensætning, vi har.
Stærk faglig kultur med plads til gode grin
Vi prioriterer trivsel og sammenhold højt, og du vil opleve en arbejdsplads med stor opbakning og plads til gode grin – også når pulsen er høj.
På Egely får du ca. 80 engagerede kolleger. Vi er socialpædagoger, lærere, faglærere, sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, ernæringsassistenter, omsorgsmedhjælpere, psykologer og socialrådgivere.
I vores administration har vi en planlægger, en sekretær, en teknisk servicemedarbejder samt en koordinerende husassistent. Derudover er der to faglige ledere, tre afdelingsledere og en forstander.
Sammen har vi fokus på at skabe en stærk faglig kultur, hvor vi løfter i flok og aldrig går på kompromis med kvaliteten i vores arbejde.